Residenz' slotskapel forklaret

Bygget for Maximilian I

Residenz fungerede som regeringssæde og residens for de bayerske hertuger, kurfyrster og konger fra 1508 til 1918. Den voksede frem fra et slot, der blev påbegyndt i 1385 ved den middelalderlige bys nordøstlige udkant og kendt som Neuveste. Maximilian I, der regerede fra 1598 og blev kurfyrste i 1623, udvidede endnu en gang paladset og lod opføre et nyt toetages hofkapel mellem 1601 og 1603. Det erstattede ældre andagtsrum i Neuveste. Kapellet er derfor et ungt rum efter palassets målestok, hvor dele stammer fra 1300-tallet.

Læs næste: Musikrum i Münchens Residenz

To etager til to publikummer

Kapellet var indrettet efter rang. Medlemmer af hoffet samledes på stueetagen, mens den regerende familie fulgte den daglige messe fra gallerier, som de nemt kunne nå fra deres gemakker. I dag giver slottet kun museumsgæster adgang til galleriet, det niveau som den regerende familie benyttede. Et kor blev tilføjet i 1630. Set fra galleriet fremstår rummet som en høj kasse oplyst af buede vinduer, med alteret i den fjerne ende og kirkebænkene nedenfor. En koncert anbringer dig i samme rum, selv om bookingsiden ikke oplyser, på hvilket niveau pladserne er.

Viet til den ubesmittede undfangelse

Kapellet er viet til Jomfruen af den ubesmittede undfangelse. Slottets egen beretning siger, at valget sandsynligvis var Maximilians, fordi han allerede havde antaget Jomfru Maria som skytshelgen for Wittelsbach-dynastiet og for Bayern. Samme hengivenhed ses på ydersiden af Residenz: dens vestfacade mod Residenzstraße har en statue af Jomfru Maria som Bayerns beskytterinde i en niche mellem portalerne, og portalerne bevogtes af løver. Kapellets dedikation er derfor en del af en større udtalelse fremsat af hele slotsfacaden.

Altrene

Det store centrale maleri på højalteret er af hofmaleren Hans Werl, udført omkring 1600. Det viser Jomfruen tronende i herlighed under Treenigheden. I midten af 1700-tallet skabte to mestre inden for sydtysk rokokko, Johann Baptist og Franz Zimmermann, de to sidealtre ved siden af koret. Så rummet rummer to perioder: senrenæssancen og tidlig barok i højalteret og rokokkoen i sidealtrene. Højalterets forgyldte ramme er det lyseste objekt i rummet og det, som fotografier af kapellet centrerer om.

Stukarbejdet

Gipsornamenter dækker væggene og hvælvingen, og det er det første, de fleste besøgende lægger mærke til. Ifølge den tyske Wikipedia-artikel om Residenz blev kapellet indviet i 1603, dets rige stukudsmykning blev færdiggjort i hvælvingen i 1614, og korets stuk blev tilpasset det ældre arbejde efter 1630. Reliefpaneler rummer våbenskjolde, engle og løvverk, og ribber opdeler hvælvingen i felter. Den hvide farve er en del af effekten, da den gør det forgyldte alter til den eneste varme tone i et ellers blegt rum.

Et slot genopbygget

Anden Verdenskrig var katastrofal for Residenz. I marts og april 1944 blev en stor del af overetagen og talrige hvælvede stueetagerum udbrændt, selv om det meste af det flytbare inventar var blevet fjernet på forhånd. Slotets administration oprettede et byggekontor i maj 1945, og genopbygningen tog flere årtier. Residenz Museum åbnede i 1920, og yderligere sektioner genåbnede i etaper fra 1958 til 1985. Slottets offentlige beretning siger ikke, hvordan kapellet selv klarede sig under krigen, så det gør denne guide heller ikke, og den beskriver kun rummet, som det står i dag.